Man løber væk For at finde sig selv.
Og finder ingen hjemme...
Joan Didion om selvrespekt
Historien jeg vil dele med dig, handler om spejlet vi ser i andre mennesker, om hvor ligegyldigt og samtidig eviggyldigt det spejl er.
Hvor frigørende det er, når vi tør slippe spejlet og lade det blive knust i tusind stykker ved vores fødder, og vi uden savn og længsel kan leve som frie individer.
I mødet med Pernille Aalund, kan man ikke undgå at møde sig selv i et nyt lys💜
Hun ser lige ind i hjertet på den hun møder, og trods hendes til tider indre uro, så er hun et af de mest nærværende mennesker jeg har mødt!
I bedste Pippi-stil, møder jeg op på Pernille's dørtrin, med et ønske om at få et indblik i hendes indre liv, og med et håb om en ærlig og åben samtale om bøn, ADHD og kærlighed.
Jeg havde (heldigvis) ikke overvejet, at jeg havde aftalt et interview med en af Danmarks mest garvede interviewere - For så var jeg nok blevet hjemme😅
I døren tager hun imod mig med et kram, som fik mig til at føle mig hjemme med det samme.
Efter en rundvisning i hendes eventyrlige hus og lidt kaffebrygning, sætter hun sig godt til rette i sofaen i hendes røde kimono, og ser åbent, afventende og alvorligt på mig, og jeg mærker varmen blusse i mine kinder - for NU sidder jeg overfor en knivskarp og professionel Pernille!
Hjertevarmen er der stadig, men der er også en klar forventning til at jeg træder endnu mere ind i tilliden til at "I've got this"
Samtalen om Gud og kærlighed, skabte en samhørighed mellem os i et hudløst ærligt rum.
I hendes stue, som emmer af sjæl og dufter af Cedertræs-røgelse - delte Pernille sin historie med mig.
Nu er historien også din, og jeg håber du vil blive inspireret af den åbenhed og livsvisdom, som Pernille deler gavmildt ud af.
KRÆFTEN HAR VÆRET MANGE TING,
MEN DEN HAR OGSÅ VÆRET ET EVENTYR...
Jeg lærte at der virkelig er mennesker i den her verden som vil gøre alt mig - uden grænser...
Jeg ville ikke finde mig i at det var noget jeg skulle skamme mig over, eller noget som jeg ikke kunne fortælle om, fordi kræften var ikke min skyld.
Men den er blevet en del af min historie, og hvis jeg omfavner den og alle de oplevelser der følger med, oplever jeg at den også gav mig et eventyr.
Jeg er vokset indeni og jeg er blevet stærk og frygtløs.
Jeg har fået en dyb ro i mig selv, fordi jeg ved, at "jeg og mig" - vi kan alt sammen.
Jeg har lært at livet er kort og det er nu!
Der er ingen frygt i verden der skal holde mig tilbage!
Ingen ved hvad der kommer til at ske, men vi kan acceptere livet, og følge med og vi kan lukke menneskene og følelserne ind.
